Om Seniorboligerne
Et sted, hvor vi sammen skaber tryghed, glæde og livskvalitet. Her er det både de små daglige øjeblikke og de store fællesskaber, der gør en forskel, uanset om du er 55 eller 95 år.

Seniorbofællesskabet Dronningensvej
Vi er et seniorbofællesskab bestående af 6 huse med i alt 47 lejligheder og fællesrum beliggende i Diakonissestiftelsens haveanlæg.
Bebyggelsen er tegnet af arkitektfirmaet “Vandkunsten” og blev indviet i 2018.
Beboerne er i aldersgruppen fra 55 år og op.
Diakonissestiftelsen er i dag et uddannelsessted for bl.a. sygeplejeuddannelsen og social-og sundhedsuddannelsen. Endvidere udlejes en stor del af de historiske bygninger til et bredt udvalg af sundhedsfaglige klinikker.
Beboerne i bofællesskabet har adgang til Diakonissestiftelsens kantine og er af og til medarrangør af forskellige arrangementer i kirken (Dia-højskolen), ligesom man kan være frivillig bl.a. i Loppeshoppen og som mentor for stedets studerende.
Vi er et seniorbofællesskab, der vægter et inkluderende og åbent samvær med interesse for hinanden og respekt for hinandens forskelligheder.
Sammen skaber vi rammerne for et trygt, meningsfyldt og aktivt seniorliv med mulighed for mange forskellige aktiviteter.
Blandt aktiviteterne kan nævnes fællesspisning en gang om måneden og mulighed for fællesfrokost i kantinen hver 14.dag.
De fleste eftermiddage er der café i fællesrummet.
Derudover kan man i fællesrummet mødes til krea-aktiviteter, bridge, sangeftermiddage, film, fredagstræf, mandeklub m.m.
Vores fællesfaciliteter er små, men med en beliggenhed midt på Frederiksberg er mange aktiviteter lagt uden for bofællesskabet, f.eks. biografklub, gåture, kunstture, byvandringer m.m.
Ud over de mange aktivitetsmuligheder har vi nogle årlige traditioner, hvor beboerne kan mødes sankthansaften, til gløggarrangement og nytårsaften, og en gang om året afholdes der krea-udstilling.
Om sommeren har vi grillaftener, og der er en urtehave og en petanquebane i haveanlægget.
Vi har en beboerforening med en bestyrelse, der via 3 faste beboerrepræsentanter primært varetager kontakten til udlejer, Diakonissestiftelsen og Udlejningsafdelingen.
Derudover understøtter bestyrelsen de initiativer, der kommer fra beboerne.
De praktiske viceværtsfunktioner varetages af Diakonissestiftelsens håndværkere og anlægsgartnere.
